Efter to år i vores autocamper har vi efterhånden fundet ud af, hvad der kan undværes, og hvad der absolut er værd at tage med.
Der er bare ting i hverdagen, der bliver nemmere og mere hyggelige, når man bor småt, som vi gør.
Her er vores bud på fire ting, vi ikke ville undvære, når vi er på tur og generelt opholder os i autocamperen.
1. Silwy magnetglas
Vores absolutte favoritkøb er uden tvivl disse Silwy magnetglas.
I det første år i autocamperen brugte vi plastikglas, og hvis vi kunne gøre det om, havde vi købt de her glas fra starten.
Silwy magnetglas er lavet af krystal og har en magnet i bunden, som gør, at de kan hænge fast på metal.
Vi har dem hængende ned fra en metalhylde, vi har skruet fast i væggen, men man kan også købe en metalskinne, der kan klistres fast øverst i et skab eller på en anden overflade.
Vi har kørt over masser af voldsomme bump, og glassene rykker sig ikke. De får vores varmeste anbefaling.



2. Nano-tape
Nano-tape er en utrolig stærk dobbeltklæbende tape, der er vanvittig praktisk i autocamperen.
Vi bruger den til alt fra at holde genstande på plads til reparationer. Vi er blevet så glade for den her tape, at vi bare altid har en rulle på lager. Vi fastgør ledninger, stikdåser, potteplanter og mange andre ting med den.
Vi elsker nano-tape, fordi den er perfekt til at holde styr på småting og til hurtige løsninger, når vi er på farten i autocamperen.
Her kan i se eksempler, på ting vi har hængt op og fastgjort med nano-tape.



3. Gryder og pander med aftageligt håndtag
Gryder med aftagelige håndtag er en genial løsning til små køkkener som det er i en autocamper eller campingvogn.
Med håndtag, der kan tages af og sættes på igen, bliver gryderne ekstremt pladsbesparende og nemme at stable, så man kan udnytte pladsen optimalt.


4. Lyskæder
Vi elsker lyskæder, fordi de skaber en dejlig atmosfære og gør aftenerne i autocamperen ekstra hyggelige. Når man bor så småt, handler det om at få mest muligt ud af hyggen, og det kan lyskæder virkelig bidrage til.
Udover at skabe hygge, sparer vi også på strømmen i autocamperen ved at bruge lyskæder.
Vi køber altid dem med batterier, så vi nemt kan skifte dem uden at bekymre os om at trække strøm fra bilbatteriet. Så har vi altid lys, uanset hvor slemt alt andet står til.

